Netop som man troede at #Puffout som så mange andre blogs før den havde opgivet hvervet, kommer den stærkt tilbage.

Det gør min blindtarm imidlertid ikke, eftersom den blev fjernet i weekenden. Lørdag aften begyndte jeg at have mavekramper, og da de – efter solide mængder smertestillende – fortsatte søndag morgen, blev brunch med Laura og Josh erstattet af et nærstudium af det australske sundhedssystem i stedet. Allerede før jeg kom ind på selve skadestuen stod der en sygeplejerske og målte puls og blodtryk på mig (et scenarie der skulle gentage sig ufatteligt mange gange de følgende timer) og snart efter lå jeg på en briks side og side med hvad Laura og Josh kunne fortælle mig var indsatte fra et fængsel (der var ret meget politi på skadestuen lige pludselig).

Jeg blev eksamineret på kryds og tværs og blev i øvrigt spurgt fornærmende mange gange om jeg nu var HELT SIKKER på at jeg ikke var gravid (SER JEG MÅSKE SÅDAN UD!?). Snart kunne lægen bekræfte, at mine symptomer var meget mærkelige. Derfor blev et nyt hold læger kaldt ind, som så valgte at kalde endnu et hold læger ind og efter fem forskellige eksaminationer (hurra for at have set Greys Hvide Verden, jeg kunne for det meste forstå hvad de spurgte mig om!) blev det besluttet at min blindtarm og jeg nu måtte gå hver vores vej. Jeg fik taget røgten og ultralydsundersøgelser af min mave og derefter var det klar-parat-start operationsgang. Jeg blev lagt i fuld narkose (“Imagine your happy place. Are you riding your bike with a herring in your hand?” er det sidste jeg hører lægen sige) og 1-2-3 vågnede jeg op igen, nu uden blindtarm.

At vågne op fra narkosen var ret voldsomt, men bortset fra det, var min tur på hospitalet en meget, meget “fin” oplevelse, når det nu endelig skulle være. Takket være Laura og Josh blev humøret holdt højt hele søndagen (vi var klart de gladeste mennesker på skadestuen), og Laura havde overskud til både at holde mig i hånden, sørge for telekommunikationen med mor og far i Danmark og snakke med lægerne hele natten (.. og svare på nogle noget slørede sms’er fra mig, da jeg kom ud fra operationen). OG så kom hun med chokolade, bamse og ballon til mig på stuen mandag formiddag. Bedre veninde fås ikke, uden hende havde denne omgang nok været en del mere uhyggelig. ❤ Jeg blev udskrevet mandag og har fået lov til at bo hos Josh i disse dage, da alle udvekslingsstudenterne på Unilodge er ude af byen, fordi vi jo har ferie og Laura rejste til Brisbane mandag aften, da hun og jeg besluttede at vi hellere måtte sende en fortrop for vores danskerinvasion af Brisbane. Heldigvis følger jeg efter i morgen tidligt, og jeg glæder mig usigeligt meget.

Det var nok et af de mere dramatiske indlæg denne blog kommer til at byde på (7-9-13), men både krop og sjæl har det helt udemærket ovenpå weekendens strabadser. Omend jeg er lidt sløv.

Hold jer muntre, glædelig onsdag.
#Puffout

Hvem fra Unilodge er du?-testen

Forestil dig, at du og fem andre står i en elevator i den klassiske elevatortavshed, med blikket stædigt fæstet ved gulvet. Forestil dig så, at der træder to blondiner ind med en sydende pande, med hvad der grangiveligt er et stykke laks under den forkullede overflade. Forestil dig så, at en kølig kvindestemme forkynder, at elevatoren er “going up”, og så er den spruttende pande ellers den eneste lyd i det lille sølvfængsel. Hvordan reagerer du?
A) Begynder at grine.
B) INTET i dig kan se det komiske i denne absurde situation, så du stirrer fortsat stædigt ned i gulvet.
C) Du begynder at skrige “Evacuate now!” – brandfaren er jo for sindssyg.

Se resultatet af testen nederst på siden.

Den forgangne uge har budt på Tour de Adelaide i anledningen af Charlottes (aka. Macke) besøg i byernes by, Australiens Paris, New York og Tokyo i ét. Kirkernes by – Adelaide ❤

Torsdag aften satte Laus og jeg således kursen mod lufthavnen, som tilfældigvis ligger klods op og ned af vort broderfolks kirke  IKEA. Her i forbrugerismens højborg nød vi en delikat middag a la svensk, inden vi kunne samle vores stakkels Sydney-flygtning op. Hvis vi ikke var høje på livet før, så var vi det i hvert fald da vi fandt ristede løg (BBQ season coming up!), Djunglevrål og Daim (som åbenbart ikke er en ting i Australien) i den dejlige blå og gule bygning. Den kinesiske sikkerhedsvagt havde meget svært ved at forstå hvorfor vi var så glade på grund af ristede løg og chokolade, og besluttede sig for at gennemtjekke min rygsæk, for der måtte da vidst stikke noget suspekt under. Vores “haha svenskere er skøre”-joke gik heller ikke helt rent ind hos ham, da vi havde svært ved at finde en stregkode på et af produkterne (vi var i self-check out). Tror han havde haft en lang dag. Det havde vi også, men alligevel gik der ikke mange timer* før vi gjorde dansegulvet usikkert i følgeskab af vores dejlige medbobere fra Unilodge og en hæderlig mængde skæve brasilianere.

Fredag måtte Laura og jeg på uni, så Macke kastede sig ud i at finde rundt på egen hånd. Det gik fint den første time, hvorefter Macke gennemførte et grundigt sikkerhedstjek af låsene på Unilodge, og vi har nu fået bekræftet, at vores nøgle ikke virker til nøgle af værelserne på 2. sal. Hvilket er rart, da vi jo bor på 1.

 

Lørdagen stod i festlighedens tegn. Dagen startede med en rundtur på den lokale chokoladefabrik**, frokost med Josh (vi udnytter enhver chance for at prale med vores ÆGTE australske venner), og dagens højdepunkt blev The Royal Adelaide Show, som er toppen af poppen, når Australiere skal have det sjovt. I denne kompot af et tivoli/dyreskue/friturehimmel kunne vi sammen med Guillermo og Laia (vores spanske Unilodge venner) nyde alt fra forlystelser, smagsprøver på alt fra chiliost til vin, uendelige mængder af overstadige, skrigende australiere, 3 piger i glimmerkjoler (der vidst nok var deltagere i australsk X-factor), gå på hundeudstilling og se Alpakaer og geder. Min yndlings var helt klart alpakaen Antonio, hvis ejer talte passioneret om hvor interessante alpakaer er. Kattedamer, you better watch out, at være alpakadame er det nye sort.

Efter en hæsblæsende lørdag, stod vi tidligt op og sendte Macke tilbage til Australiens svar på det mørke nordjylland***, men rygtet vil vide, at vi snart genforenes i Brisbane på vores Midsemester break. Der er succes i sigte, men først må vi kæmpe os gennem en solid mængde afleveringer inden vi for alvor kan smække benene op. Alt i alt var det fantastisk at få muligheden for at vise vores dejlige lille by frem, og sætningen “måske skal jeg bare flytte til Adelaide!” blev brugt. Endda af Macke. #Nailedit!

Test resultat:

Flest A’er: Du er nok mig, Laura eller den høje fyr der også var i elevatoren. Tillykke, du er for nice.

Flest B’er: Du er helt klart af asiatisk afstamning, og ufatteligt pinligt berørt over dine med-beboeres begrænsede stegeevner.

Flest C’er: Du er stemmen der kommer ud af vores brandalarm.

 

#Puffout

*Okay, jo der gjorde, køen til klubben var uendelig. Men hvad er en times kø for at komme ud i baggård mellem venner. Venner med drinks, that is.

** Har pt. ingen ide om chokoladefabrikkens historie, var i en rus af gratis chokolade.

*** Hun er udvekslingsstudent i Sydney i disse dage.

Så blev det Television (anti) studies tid igen, og dermed dejlig fred og ro til at skrive blog.
Laura og jeg har på daglig basis glæden af at forklare folk, at “jo, vi kendte godt hinanden før vi tog herned” men “nej, vi var ikke særligt tætte”, hvilket er en evig kilde til undren hos de folk vi møder på vores vej. For som tidligere antydet, er vi blevet lidt af en package deal hernede. Og lad mig for et kort øjeblik lægge min ironiske-hipster-wannabe-distance på hylden: Hvor er jeg glad for det. Det er så fantastisk at kunne dele alle disse oplevelser med en ny bedste veninde. 

 

*ironiske-hipster-wannabe-distance genindsat* (det andet føltes lidt mærkeligt, ikke?)

Hvad laver man så med sådan en bedste veninde? Udover at gå i skole, fitness, shoppe og tage i byen, så kan man også finde på fejre weekend* ved at tage sit mest slaskede tøj på, slæbe madrasserne ind i stuen (vi har ca. 13 m2 at rutte med – eller som IKEA siger 39 m3!) på en fredag aften, og så stene The Newsroom**. For så at få besøg af Thorsten ved ellevetiden, smutte ned på McDonalds – vi klart var underdressed på en fredag aften til et sådan arrangement – for at spise en fredags McFlurry, som på magisk vis blev med BÅDE smarties og chokolade takket være en max forvirret McD ekspedient (tror ikke de er vant til at blive taget med på råd ved valget af McFlurry-variant. Hun virkede perpleks). 

Man kan også smide Beyonce på anlægget (okay youtube på computeren..), hoppe i sit sorte outfit (dansker style!) og tage ud og spise middag (efter at have vandret byen tynd efter et godt spisested. Vores oprindelige mål havde en utroligt sød tjener, der lod os forstå at de havde “a tiny bit of waiting time” på 1,5 time. Godt så.) og tøsesnakke over det billigste glas hvidvin på menukortet. For at vælte glasset i et anfald af en meget energisk high five (… ja okay, at vælte glasset klarede jeg selv, men hun var med på at high five. Talk about a partner in crime). Eller gå lange ture rundt i Adelaide i jagten på kaffe og cupcakes, kun for at opdage, at de alle cafeerne er lukkede på en søndag eftermiddag. Sådan som de jo vidst faktisk også var søndagen før, da vi kastede os ud i samme projekt. 

Vi fandt naturligvis kaffe og kage. We always do. 

Udover at hygge os med alle de dejlige udvekslingsstudenter, Unilodge mennesker og australske venner vi har været så heldige at anskaffe os (bare bliv ved med at sende dem penge Mor og Far, det virker!) kan vi også se frem til at få Charlotte fra min gymnasieklasse på besøg på torsdag. Hun er pt. på udveksling i Sydney, men hopper på et fly, for at opleve Australiens navle Adelaide. Også kaldet Radelaide. Og i øvrigt også er kaldet “The festival state”. Rygtet vil vide, at der er en asiatisk festival på vej. Spændende bliver det (… tal om at køre ud af en tangent). Men først får vi glæden af Charlottes selskab, og det bliver uden tvivl en weekend, der kommer til at stå i chokolade, fest og hyggens tegn, det bliver skønt at få endnu en sød dansker til byen. 

Der er også kun 3 uger til vores midsemesterbreak, og vi har planer om at rejse ned langs østkysten. Først besøge Lauras venner i Brisbane (“Brisvegas” er det blevet kaldt. De australiere…), et smut til Byron Bay og få prøvet bølgerne af (skal bare lige have overbevidst Laura om at Hajfaren ikke er noget bekymre sig om. #Hybris), så lægger vi vejen forbi Sydney, hvorefter Melbourne kalder på os, og så tager vi Great Ocean Road (som – viser det sig – ikke strækker sig mellem Sydney og Melbourne, men Melbourne og Adelaide. What do you know) bustur hjem til Adelaide. 

Alt i alt er der masser at glæde sig over og glæde sig til i de næste mange uger. Også selvom pigerne i receptionen på Unilodge har anlagt asiatiske “lad os for guds skyld ikke sige hej” attituder. Med anlagt, mener jeg, at de altid har været sådan. Vi er bare først nu begyndt at føle, at de ikke kan konverteres trods vores habile mængde positivisme, stive smil og imponerende vink hver morgen. Hvis min asos-pakke aldrig finder vej til mit værelse ved jeg godt hvem mine hovedmistænkte er***. At der næsten allerede er gået to måneder er slet ikke til at forstå. Det ender jo med at man må blive lidt længere. Nyd jeres skybrud derhjemme, der må være vildt gang i TV2 NEWS i disse dage.

 

#Puffout 

*Her i Adelaide opererer vi med 2 weekender. Weekend classic lørdag-søndag og 2nd Weekend tirsdag-onsdag, hvor vi har fri fra skole. 

**Nok verdens bedste tv-serie. Jeg er på nippet til at sige at den slår Downton Abbey. Den giver mig lyst til at være en seriøst journalist og bedrive produktiv virksomhed med mit liv. Det er aparte. Se den. NU! 

*** Måtte med sorg erkende, at Zaras onlineshop ikke shipper til byer i Oz og Laura har forbudt mig at købe tøjet og sende det til DK. Jeg ved ikke hvorfor hun tror jeg ville gøre den slags, fjollet… Heldigvis shipper asos hertil, og heldigvis kan man købe Ganni på Asos. I skrivende stund er der vel i omegnen af 500 g. dansk minimalisme på vej til mig med posten. Hvis jeg bare kunne få pålægschokolade på Asos også, så var lykken jo gjort… Det er den måske lidt alligevel, for jeg er jo på udveksling ❤