Åh, det er meget tidligt i Bloggens levetid, at der går post-tørke i fortællingerne hernedefra, men når solen skinner så meget, som den gør her, så er tørken forventelig.
Solskinstimerne er blevet udnyttet til en omgang social gambling i ugen, der er gået. Således har jeg været på roadtrip (med det ærefulde co-driver hverv) i (på? who the fuck knows) Tasmanien, med en gruppe piger fra UniMelb (og Caro*). Vi satsede det hele på rød efter at have kendt hinanden i fem dage** (eksl. Caro), hvorefter vi købte flybilletter, lejede bil og støvsugede Airbnb for værelser (der er overraskende få ledige, når man vil bo i en by med 950 indbyggere og booker med 4 dages varsel. Men Bicheno er et herligt sted).
BONUS: Pro planlægger tip: Tilsæt mimosaer og solskin på din rooftop, så går al planlægning meget nemmere. Og med det sagt skal jeg søge at lukke ned for Euroman-agtige kommentarer for resten af dette blogindlæg.
Lynhurtigt recap: Hiking ved søer, bjerge og havet. Bade i turkist vand på kridhvide og aldeles øde strande, hvor wallabyerne hoppede rundt. Drikke lokalproduceret hvidvin og spise pizza solnedgangen. Køre rundt i vores hvide Kia Carnival (som var et step op fra den sorte varevogn (jeps, lige præcis den slags varevogn!)) og lege dj. Tilbringe dagen på MONA (Museum of Old and New Art) i Hobart og danse til alle de gymnasiehits, den lokale DJ kunne komme i tanker om (og der var mange, skal jeg hilse og sige).
Og så var der også lige de ca. 5000 døde dyr, der prydede vejkanten, og enkelte steder vandkanten, for slet ikke at tale om en død papegøje på veranda-kanten i en villa en meget mørk aften i Byen Kendt Som “Her Kan I Kun Få 1 Toast Efter 20” (Se også: Bicheno). Det var bælgragende mørkt, da vores hvide people carrier, som udlejningsfirmaet kaldte den, trillede ind på parkeringspladsen foran den lokale strand, hvor man skulle kunne finde pingviner, der var på vej tilbage til deres reder efter en lang dag i havet. Jeg så bagdelen af en enkelt pingvin, men pludselig kunne vi til gengæld ikke se en tredjedel af rejseselskabet. Jeg siger ikke, at jeg har set for mange gyserfilm, jeg konstaterer bare, at når seks lys fra mobiler pludselig er blevet til fire, så er det PRÆCIS sådan, en gyserfilm starter.
Efter semimanisk renden omkring på smalle stier med flimrende lygter (vi måtte ikke blænde de pingviner, vi ikke kunne se), fandt vi Hanna og Waresa, som så til gengæld havde fundet pingvinerne (sagde de. De var forsvundet, da vi endelig nåede frem) og en måske/måske ikke dødeligt giftig edderkop.
Tilbage til den døde papegøje: Igen, jeg siger ikke, at vi havde gejlet hinanden lidt op efter strandepisoden, men da vi ankommer til et stort mørkt hus, hvor vi skal åbne en stor, rusten og (bonus!) spindelvævsbesat låge, for at bilen kan køre op ad grusindkørslen, er vi måske lidt trætte, lidt sukkerkolde, og en my hysteriske. Så da ingen døre lader til at kunne åbnes, trods megen riven og sliden, og vi vader rundt i en overgroet have (og virkelig, virkelig håber at de Måske Dødbringende Edderkopper kun bor på stranden), så virker det lidt symbolsk, at der ligger død papegøjen foran måske-hoveddøren.
Situationen udspiller sig således: Vi ringer til Tom, vores Airbnb-udlejer. Han siger, at han straks kommer og hjælper os med at finde døren (der ville ligge en blondine-joke og lureret sted i det scenarie, hvis det altså ikke var fordi vi mere eller mindre var med i Psycho 2). Hvorfor kan Tom overhovedet komme herhen så hurtigt? Næsten som om, han FORVENTEDE, at vi ikke kunne komme ind. Hvem er Tom EGENTLIGT? Ja, tilliden til Tom var i bund. Han ringer igen, og siger han ikke kan se os. Bunden går ud af tillidstønden**. Vi forklarer, at det er os, der er de eneste seks piger med en gigantisk bil, der står i indkørslen. Han spørger hvilken indkørsel. Vi forklarer: INDKØRSLEN. Han forklarer, at vi vist har den forkerte adresse. Vi erkender, at der muligvis ligger en familie med granatchok, som har ringet til politiet inde bag døren med den døde papegøje. Vi pakker bilen igen (for selvfølgelig havde vi nået at tage alle taskerne med os ud), og kører rundt til gaden bag os. Hvor indkørslen er 2 meter lang, oplyst, og slutter lige foran den meget tydeligt markerede hoveddør. Tom havde dertil, enormt overbærende, åbnet hoveddøren for os, så vi ikke kunne gå galt i byen. Eller, galt i huset, om man vil. Tom fik 5 stjerner i vores feedback.
Det var i øvrigt også her, vi drak hvidvin til aftensmad, da supermarkederne (og restauranterne) lukkede lææænge før, vi var ankommet til byen. Caroline skaffede heltemodigt en pose chips fra den lokale restaurant/bottlestore. Køkkenet havde lukket, men de kunne tilbyde os 1 toast (til seks mennesker). Den sprang vi så over. Vi havde lidt tun og nogle mueslibarer til overs fra dagens hike-frokost, og således blev der improviseret aftensmad og tøsehygget ud på de små timer.
Gyserscernarier til side, så så der sådan her ud i Tasmanien:
Som du kan se, var det en smuk og stor oplevelse at være på Tasmanien, og rent socialt havde vi satset helt rigtigt, for vi hyggede os gevaldigt.
Nu er jeg tilbage i Melbourne, jeg har været til min første dansetime hernede i dag (fordi man selvfølgelig skal have en hobby, når nu man er lokal), og i morgen starter universitetet så. Vi lægger hårdt ud med International Relations and Ethics, og lad os bare sige, at jeg ud fra læsematerialet tror, det havde været sjovt at have en bachelor i statskundskab til det fag. Men altså, google….
Alt for nu, hold jer muntre ❤
/Puffout
* Caroline kender jeg faktisk fra SDU, så hun var et mere safe bet i rejsecasinoet
** For helt ærligt, det var sådan en “make it or break it”-venskabstur. Kan klart anbefales.
*** Der var stor opbakning til sidste uges alliteration.
#puffout 