Nic Cage, tan og sygdom

Efter at have udvist et førsteklasses immunforsvar gennem de sidste mange uger, må jeg nu erklære fallit og erkende, at selv jeg ikke er ufejlbarlig (haha, det er en joke, det er jo kun mit immunforsvar der ikke er ufejlbarligt) (Australien fordrer virkelig mit og Lauras galoperende storhedsvanvid, der er virkelig ikke nok mennesker til at få os ned på jorden). Men lad os spole tiden tilbage til ugen der gik. 

Hjemkosten fra Bali var ærlig talt tiltrængt, da vi mod slutningen led af #1stworldproblems på linje med den så omtalte Kählervases udsolgthed. Udover at vi ramte let-hummer-farve grundet en vis portion overmod udvist ved poolkanten, led vi et stort afsavn på morgenmadsfronten, hvor de kære Balinesere altså ikke brillerer. Så da endelig kunne sætte fødderne på australsk jord var det med smil på læben og fyldte poser fra taxfreeshoppen. Vi var hjemme. Som de australiere vi er, havde vi naturligvis udfyldt vores immigration cards som at vi var “Australian residents” – for det er jo netop hvad vi er. Folk der bor i Australien. Skulle man tro. 

50% succesrate for kære google translate ❤ (0 % hvis man spørger i Border control) 

Desværre var damen i immigration ikke helt enig, og selv ikke da vi forklarede at vi har været til et AFL-game, mente hun at vi kunne gå som værende beboere (hun var meget fokuseret på vores visa-situation, jeg tror ikke hun er humanist og dermed i stand til at se udover de snævre samfundsstrukturer her til lands).

Ind i landet kom vi dog efter en omgang pas-scanning og papirafkrydsning, og naturligvis kunne vi ikke lade vores hjemkomst gå ufejret hen. Derfor inviterede vi en omgang af vores yndlingsadelaide-mennesker til TAN-CELEBRATION i lørdags. For de uindviede kan jeg oplyse, at vi simpelthen skulle fejre vores nyerhvervede (og hastigt falmende) solbrændthed. It’s a thing. Vi havde fint besøg fra Brisbane, da Lauras ven Jack (som har boet på samme kollegium som Laus, da han var på udveksling i KBH) havde lagt vejen forbi. Også Nicolas Cage valgte at sende en lille hilsen:

Nic kom lige forbi i lørdags… den charmør. (Ja, han hænger på vores køkkenskab).

Vores tan blev fejret for alle pengene, og måske er det derfor, at jeg nu render rundt med en lækker slimet hoste, akkompagneret af øre- og hovedpine, samt ømhed i halsen. Lev stærkt (… eller medium), dø ung (… eller vær syg et par dage efter).

Post-Bali hverdagen ramte hårdt, men heldigvis er australske lærere altid klar på at spice hverdagen på Flinders (som til stadighed bliver ved med at forundre som et supermærkværdigt universitet). Vores American History lærer besluttede sig for at hun skulle høre hver eneste elev i klassen sige noget i vores tutorial – og indtil alle frivilligt havde sagt noget, ville hun ellers bare lade lokalet henfalde til pinlig tavshed. Som ikke var pinlig. For hende. “I’m very comfortable with uncomfortable silence” sagde hun smilende. And so she was. Som de plaprehoveder Laura og jeg er, forsøgte vi med nervøs latter og endda et “If we have already said something can we leave??” (noop!), men lige lidt hjalp det, og således fik vi en herlig stille time. 

Matt ‘the man” Hawkins, vores Adaptation og Transformation lærer, fik givet følgende visdom videre, da vi diskuterede manuskriptskrivning: Save your bangs until the end! Et råd der fungerer i alle livets aspekter. Det er hermed givet videre. Manden har trods alt spillet canadisk doktor i ghanesisk soap opera. Og nu vi er ved de gode råd: Der er alt for meget vegemite på det her stykke brød. Alt for meget. 

Australsk arvesølv i form af peanutbutter og vegemite madder. Heldigvis ikke mine, men Thorstens. Tror ikke han vender tilbage til Vegemite foreløbigt.

Nu vil jeg pleje mit immunforsvar tilbage til perfektion, hold jer muntre alle sammen. 

#Puffout 

Ps.: Beklager mængden af kedelige farver på disse fotos. I får lige den her australske due med på vejen:

Bliver stadig begejstret over at se papegøjer i stedet for duer overalt.