Åh, det er meget tidligt i Bloggens levetid, at der går post-tørke i fortællingerne hernedefra, men når solen skinner så meget, som den gør her, så er tørken forventelig.

Solskinstimerne er blevet udnyttet til en omgang social gambling i ugen, der er gået. Således har jeg været på roadtrip (med det ærefulde co-driver hverv) i (på? who the fuck knows) Tasmanien, med en gruppe piger fra UniMelb (og Caro*). Vi satsede det hele på rød efter at have kendt hinanden i fem dage** (eksl. Caro), hvorefter vi købte flybilletter, lejede bil og støvsugede Airbnb for værelser (der er overraskende få ledige, når man vil bo i en by med 950 indbyggere og booker med 4 dages varsel. Men Bicheno er et herligt sted).

BONUS: Pro planlægger tip: Tilsæt mimosaer og solskin på din rooftop, så går al planlægning meget nemmere. Og med det sagt skal jeg søge at lukke ned for Euroman-agtige kommentarer for resten af dette blogindlæg. 

Lynhurtigt recap: Hiking ved søer, bjerge og havet. Bade i turkist vand på kridhvide og aldeles øde strande, hvor wallabyerne hoppede rundt. Drikke lokalproduceret hvidvin  og spise pizza solnedgangen. Køre rundt i vores hvide Kia Carnival (som var et step op fra den sorte varevogn (jeps, lige præcis den slags varevogn!)) og lege dj. Tilbringe dagen på MONA (Museum of Old and New Art) i Hobart og danse til alle de gymnasiehits, den lokale DJ kunne komme i tanker om (og der var mange, skal jeg hilse og sige).

Og så var der også lige de ca. 5000 døde dyr, der prydede vejkanten, og enkelte steder vandkanten, for slet ikke at tale om en død papegøje på veranda-kanten i en villa en meget mørk aften i Byen Kendt Som “Her Kan I Kun Få 1 Toast Efter 20” (Se også: Bicheno). Det var bælgragende mørkt, da vores hvide people carrier, som udlejningsfirmaet kaldte den, trillede ind på parkeringspladsen foran den lokale strand, hvor man skulle kunne finde pingviner, der var på vej tilbage til deres reder efter en lang dag i havet. Jeg så bagdelen af en enkelt pingvin, men pludselig kunne vi til gengæld ikke se en tredjedel af rejseselskabet. Jeg siger ikke, at jeg har set for mange gyserfilm, jeg konstaterer bare, at når seks lys fra mobiler pludselig er blevet til fire, så er det PRÆCIS sådan, en gyserfilm starter.

Efter semimanisk renden omkring på smalle stier med flimrende lygter (vi måtte ikke blænde de pingviner, vi ikke kunne se), fandt vi Hanna og Waresa, som så til gengæld havde fundet pingvinerne (sagde de. De var forsvundet, da vi endelig nåede frem) og en måske/måske ikke dødeligt giftig edderkop.

Tilbage til den døde papegøje: Igen, jeg siger ikke, at vi havde gejlet hinanden lidt op efter strandepisoden, men da vi ankommer til et stort mørkt hus, hvor vi skal åbne en stor, rusten og (bonus!) spindelvævsbesat låge, for at bilen kan køre op ad grusindkørslen, er vi måske lidt trætte, lidt sukkerkolde, og en my hysteriske. Så da ingen døre lader til at kunne åbnes, trods megen riven og sliden, og vi vader rundt i en overgroet have (og virkelig, virkelig håber at de Måske Dødbringende Edderkopper kun bor på stranden), så virker det lidt symbolsk, at der ligger død papegøjen foran måske-hoveddøren.

Situationen udspiller sig således: Vi ringer til Tom, vores Airbnb-udlejer. Han siger, at han straks kommer og hjælper os med at finde døren (der ville ligge en blondine-joke og lureret sted i det scenarie, hvis det altså ikke var fordi vi mere eller mindre var med i Psycho 2). Hvorfor kan Tom overhovedet komme herhen så hurtigt? Næsten som om, han FORVENTEDE, at vi ikke kunne komme ind. Hvem er Tom EGENTLIGT? Ja, tilliden til Tom var i bund. Han ringer igen, og siger han ikke kan se os. Bunden går ud af tillidstønden**. Vi forklarer, at det er os, der er de eneste seks piger med en gigantisk bil, der står i indkørslen. Han spørger hvilken indkørsel. Vi forklarer: INDKØRSLEN. Han forklarer, at vi vist har den forkerte adresse. Vi erkender, at der muligvis ligger en familie med granatchok, som har ringet til politiet inde bag døren med den døde papegøje. Vi pakker bilen igen (for selvfølgelig havde vi nået at tage alle taskerne med os ud), og kører rundt til gaden bag os. Hvor indkørslen er 2 meter lang, oplyst, og slutter lige foran den meget tydeligt markerede hoveddør. Tom havde dertil, enormt overbærende, åbnet hoveddøren for os, så vi ikke kunne gå galt i byen. Eller, galt i huset, om man vil. Tom fik 5 stjerner i vores feedback.

Det var i øvrigt også her, vi drak hvidvin til aftensmad, da supermarkederne (og restauranterne) lukkede lææænge før, vi var ankommet til byen. Caroline skaffede heltemodigt en pose chips fra den lokale restaurant/bottlestore. Køkkenet havde lukket, men de kunne tilbyde os 1 toast (til seks mennesker). Den sprang vi så over. Vi havde lidt tun og nogle mueslibarer til overs fra dagens hike-frokost, og således blev der improviseret aftensmad og tøsehygget ud på de små timer.

Gyserscernarier til side, så så der sådan her ud i Tasmanien:

This slideshow requires JavaScript.

Som du kan se, var det en smuk og stor oplevelse at være på Tasmanien, og rent socialt havde vi satset helt rigtigt, for vi hyggede os gevaldigt.

Nu er jeg tilbage i Melbourne, jeg har været til min første dansetime hernede i dag (fordi man selvfølgelig skal have en hobby, når nu man er lokal), og i morgen starter universitetet så. Vi lægger hårdt ud med International Relations and Ethics, og lad os bare sige, at jeg ud fra læsematerialet tror, det havde været sjovt at have en bachelor i statskundskab til det fag. Men altså, google….

Alt for nu, hold jer muntre ❤

/Puffout

* Caroline kender jeg faktisk fra SDU, så hun var et mere safe bet i rejsecasinoet

** For helt ærligt, det var sådan en “make it or break it”-venskabstur. Kan klart anbefales.

*** Der var stor opbakning til sidste uges alliteration.

Du kender det godt. Himlen er grå, og træerne ligger praktisk talt vandret i blæsten udenfor vinduet. Så du skynder dig at proppe din faktor 50 solcreme i tasken, sammen med din paraply og en t-shirt og måske også en vinterjakke. Sådan forløber en klassisk Melbourne morgen. For vejret her er mere skizofrent end Lars Løkkes forhold til kvotekonger.

I Melbourne kan vi gå fra 18 grader og småregn til 30 grader og solskoldning på 30 minutter.

 

Således skiftede jeg – sammen med ca. 150 andre ny Uni of Melb studerende – lynhurtigt farve fra 50 shades of bleg til 50 shades of skoldet a la skandinavisk resort i Sydeuropa* i juli i mandags, da vi havde introdage. For nok havde tutorerne skrevet i vores brev, at vi skulle huske solcremen, men vi havde jo allesammen tjekket morgenens vejrudsigt inden og fundet tryghed i at  hudkræftentruslen ville holde sig fra døren i dagens gråvejr. WRONG.

Tirsdag drog vi, røde og solcremesfyldte tasker, til Angelsea syd for Melbourne, hvor vi (selvfølgelig) skulle på surfkursus. Og selvom det er svært at være ulykkelig på en strand i højt skolskin, så var det alligevel som om, jeg ikke helt fangede surf-vibet (muligvis har det tråde til min semiperfektionistiske-russiske-skøjteopdragelse. Only Freud could tell) .

Instruktør: Howyagoing

Mig: I. Am. So. Bad. I keep falling off!!!!

Instruktør: Oh, but we’re hanging fun, aren’t we!

Mig: But I am rubbish!

Instruktør: Oh, but we’re having fun, aren’t we!

Mig: ……… there is no ‘fun’ in ‘failing’!

Havde muligvis fortalt folk, at jeg havde surfet før. Forventningerne var tårnhøje. Og jeg smuldrede under presset.

POINTEN er, at jeg fik venner, uduelige surfing-egenskaber til trods. Vi har næsten arbejdet os gennem den akavede “Nå, men… hvordan er vejret i Tjekkiet så?”-fase, og er godt på vej til at planlægge et lille roadtrip i Tasmanien i næste uge. Update følger naturligvis.

Derudover vil jeg gerne lige dele nogle “nååårh” øjeblikke med jer fra introdagene:

• Baby kænguru (guiden blev nødt til at slæbe den samlede verdensturistpresse væk fra den til sidst)
• Da guiden forklarede, at emuer – som er det, jeg vil vurdere som værende en ondsindet struds – lader fader-emuerne ruge æggene (2018 feminister, rejoice!), og han vil ikke forlade æggene om så han sulter til døde, hvis han tror de er i fare. Medmindre altså der er en dameemu i nærheden (soz, men nobody’s perfect).
• Da vores 19-årige og HYPERansvalige gruppeleder (som havde fået folk i alderen 25-27 år) havde købt gaver til os fra sit hjemland Cambodja
• Da vi havde fællesdans, 80’er style, på en offentlig plads i Melbourne. (Dette var måske mere “årh” en “nårh”, men altså…)

Here’s a baby kangaroo for you. Have a fab day ❤️🇦🇺 #melbournewelcome2018

Et opslag delt af Frederikke Amalie (@frederikke.amalie) den 13. Feb, 2018 kl. 12.05 PST

Nå, men byen kalder, det er vel fredag. Ses, Bloggen! (hahaha, skulle jo afprøves før eller siden).

/

Puff out

 

* Jeg sporter pt. en yderst uheldig solskoldning, som simpelthen OMKRANDSER mit ansigt, idet solcremen ikke nåede helt til hårgrænsen. Ligner jeg har forsøgt at contoure min hårgrænse, hvilket virker fuldstændig sat.

** Har i den forgangne uge tænkt, at nogen burde lave en “skal der være komma”-app. Lidt a la https://hvadsigerjacob.dk, men bare uden at være random.

Udvekslingsbloggen er tilbage, landet er det samme, men byen er ny. Alle ved, at et rigtigt relaunch ikke er et relaunch, før man har postet millioner i reklamekampagner og foretaget et gennemmarketings-testet navneskift, men eftersom vi allesammen godt ved, at bloggens maksimale levetid er seks måneder, synes det at være en smule omsonst.

Så hermed velkommen til Puffout Melbourne edition. Skal prøve at sætte moderat bedre kommaer denne gang (tak, journalist-studie). Kort fortalt: Ét semesters afbræk fra foromtalte-komma-lærende-journaliststudie på SDU på University of Melbourne, hvor jeg skal læse politik og journalistik.

Efter et alt,alt,alt ALT for tidligt farvel til familie og kæreste i Kastrup Lufthavn, efterfulgt af det der føltes som verdens. længste. flytur. KBH-Bruxelles-Abu Dhabi*-Melbourne, fik dette eventyr en næsten komisk rejse-agtig begyndelse.

Fik virkelighedens svar på Phoebe Buffay til sidemakker i flyet fra Bruxelles til Abu Dhabi, og med turkis eyeliner og krystal-i-lædersnor om halsen fortalte hun mig hele sin livshistorie, healing-karriere i Nepal og skilsmissehistorier inklusive.

Fra Abu Dhabi til Melbourne blev Pheobe erstattet af  Engelsk Fyr, der bor i Melbourne, men som netop har forelsket sig i en pige hjemme i England i sidste uge, så hun skal besøge ham i Australien om tre uger. Planen er, at han skal lave en omvendt How To Lose A Guy In 10 Days (en reference, jeg ikke er helt sikker på han fangede, da jeg påpegede det), “How To Get A Girl To Move To Australia in 10 Days”-edition. Da vi nærmede os Melbourne konkluderede han, at han nu rent faktisk havde tilbragt mere tid sammen med mig end med hende i virkelighedens verden, og at det da egentlig var et lidt vildt projekt, de havde gang i. Jeg gav ham pligtskyldigt “Men hey, when you know you know”-talen. Fordi jeg er en sucker for love stories (beklager Sidney Lee niveauet af dansk). Og fordi det ville være en fremragende historie. Engelsk Fyr virkede beroliget.

Flyturen var i øvrigt krydret med turbulens ca. hele vejen, og selvom jeg ikke er flyskræk, så synes jeg, at det blev træls 45. gang kaptajnen annoncerede “Cabin crew, please sit down”. Alle ved jo, at så længe stewardesserne stadig serverer drinks, så er alt godt**.

Her får du i øvrigt ganske eksklusivt et herligt selskabstrick til din flyvetur, venligst bragt ind i undertegnedes liv af   Fyr På Sæde 38k.

– Befinder flyet sig i føromtalte turbulente tilstand, læg dig da til at sove, efter du har sat en alarm på mobilen (se efter alarmtoner a la brandalarm).

– Sørg derefter for IKKE at vågne i et par minutter, efter den er begyndt at ringe.

Dine medpassagerer vil have en fremragende bonding-session med et let strejf af panik, mens de prøver at finde ud af, om de er døden nær eller om det er deres egne elektroniske devices, der prøver at fortælle dem noget, kun for at lade lettelsen skylle ind over deres ansigter, når du fjerner dine natbriller og slukker telefonen. Altid et hit.

Turbulens og telefonsalarmer  til trods, frem kom jeg. I lufthavnen blev jeg hentet af mine nye housemates, som man siger hernede. Hjemmefra var jeg nemlig kommet i kontakt med tre australske piger, som manglede en fjerde kvinde i det hus, de netop var flyttet ind i. Da vi afdækkede en fælles forkærlighed for tv-serien New Girl, blev vi enige om, at det måtte være et match made in heaven (jeg er med på, at min kritiske sans fremstår voldsomt underudviklet i denne del af fortællingen).

Engelsk Fyr fra Flyet var skrækslagen på mine vegne, da han hørte vi ikke kendte hinanden i virkeligheden. Med slet skjult tvivl i stemmen, sagde han pligtskyldigt, “Oh, I’m sure they will be alright…”. Jeg besluttede mig for at være beroliget.

Men de er mere end alright, de er super søde. Det er to søstre, Kaitlyn og Sarah, samt deres veninde fra high school Michelle. Efter at have introduceret Kaitlyn for (og co-binget) A Handmaid’s Tale, er jeg blevet accepteret ind i flokken, og Sarah er helt vild med at hjælpe mig med at tage offentlig transport (hun stoler intuitivt ikke på mine google maps evner, hvilket hånden på hjertet taler til hendes ære).

Jeg har fået den svedigste adresse i verden, nemlig 7 Whitehouse Place. Hvilket betyder, at jeg nu helt legitimt kan bræge om at foretage Whitehouse decisions.

Ellers har ugen stået på at mødes med Michael, en australsk fyr jeg kender fra København, der bor her i Melbourne, samt en af mine venner fra Adelaide, som tilfældigvis var i Melbourne i denne uge. I går sad jeg i 30 grader på en rooftop bar (som ejerne har kaldt “Rooftop bar”, #creativeaf) og drak aperol spritz og mindede mig selv om, at det var februar måned, feburar måned, FEBRUAR MÅNED OG TREDIVE GRADER.

I morgen skal jeg mødes med min kollega fra mine Siemens-dage (ja, sådan nogle har jeg haft), som nu bor her i Melbourne med sin kæreste. I aften står den formentligt på post-aperol-spritz-rekreation i Det Hvide Hus (okay, vores hus er ikke hvidt, men alligevel).

#Puffout

* Nogle vil vide, at jeg har et relativt dårligt track rekord med tax free varer i mellemøstlige lufthavne, og således trak jeg på al min rejseerfaring og fór IKKE i flint, da de i Abu Dhabi truede med at smide mine ny-indkøbte solcremer ud, fordi de af uransaglige årsager nu udgjorde en sikkerhedstrussel, på trods af at være i forseglet tax-free bag, købt i København få timer tidligere, og have rejst KBH-BRU og BRU-ABU i min håndbagage uden at myrde nogen med sine UV-afværgende evner. Endte med at checke håndbagagen ind, krisen blev afværget, og jeg er pt nærmest hvidere end da jeg ankom til Australien trods en hel dag tilbragt ved en poolkant.

**Det går op for mig, at der selvfølgelig også kunne opstå et orkestreret-der-spillede-på-Titanic-scenarie, hvor de bare uddeler drinks, fordi morgendagens tømmermænd aldrig kommer. Hm.