Halfway to mid semester break break

Torsdag aften satte Laura og jeg for første gang fødderne på indonesisk jord, da vi landede på Bali. Og lad mig gøre det helt klart: One does not simply enter Bali. Først får man lov til at stå i kø i en times tid for at købe visum – tempo er ikke just indbegrebet af Bali – for nok sidder der to piger bag skranken, men den ene havde jo travlt med at sms’e (og det er vel ærligt talt også begrænset hvor meget begejstring man kan fake for 500 blege turister på en sen torsdag aften). Derefter kunne vi nyde endnu en times tid i kø til immigration, men heldigvis var manden bag skranken her både munter og langt mere observant end sine kolleger og fandt tid til at spørge ind til både min tidligere indrejse i Cambodja (han sagde godt nok Colombia, men er ret sikker på at det ikke var det han mente) og Lauras yogavaner. Derefter kunne vi lige stå i kø til at få scannet vores baggage og gennemtjekket vores håndbagage – jeg var uendeligt tæt på at få konfiskeret mit læsestof til American History, men så heldig var jeg dog alligevel ikke – og da vi endelig kom ud i en taxa ramte vi også lige en trafikprop. 

Denne tur tager formentlig prisen som mindst-planlagte-ferie-nogensinde, og da vi stod i lufthavnen og skulle hæve lidt lokal valuta blev vi enige om, at 30.000 dimser lød af meget. Så lidt ville maskinen dog ikke af med og eftersom det svarer til 3 AUD, var det nok meget pænt af den. Vi endte med at hæve en halv million og knapt var vi ankommet til hotellet før vi havde brændt den af. 

Sådan kan 100 dollars også se ud. Vi drak i øvrigt kaffe for 95.000 i går. (Rubier, men altså…)

I går besøgte vi Kuta, som er Balis svar på Sunny Beach. Der er oversvømmet med utroligt-gamle-og-overvægtige/sufer-klar-og-veltrænede-men-uanset-hvad-mega-tattoverede Australiere. Hver 20. meter ligger der en Ripcurl/Quicksilver/Roxy butik, så man som australier aldrig skulle føle sig truet af den lokale kultur. Det er imperalisme i sin smukkeste form. Især da vi fandt en Zara i det lokale shoppingcenter var lykken stor. Hvis du synes vi ligner en million i vores nye Zara-tøj har du nok ret, for det har det kostet. Eller i hvert fald en halv million.* Vi spenderede i øvrigt en øjensynlig mængde penge på Starbucks, og kunne således for en stund nyde wifi, chokoladekaffe og fantastisk udsigt i en smuk forening. For meget kan man sige om Kuta, men en helt fantastisk strand, det kan man ikke tage fra den. (Her ville det være oplagt at sætte et billede ind, men det tærer hårdt på wifien her). (Memo til mig selv: Jeg brokker mig muligvis for meget over wifi). 

I dag har den stået på hardcore tan camp, og den har været temmelig succesfuld – næsten for succesfuld. Vi har antaget en gylden-hummerfarve som efter sigende bliver det nye sort. Derfor har vi besluttet os for at droppe solen lidt i morgen og i stedet hellige os til det lidt mere kulturelle Bali ved at besøge byen Ubud, hvor der skulle være pulserende byliv og smukke templer. Vi venter i spænding.

Billeder følger en dag med bedre wifi.

#Puffout

* JA, stadig rubier, men altså…